Jeg har aldrig fortalt det til nogen

Af Winnie Fersmark. 176 sider. 229 kr. Forlaget Documentas 2006.


Det er barske fortællinger tidligere sygeplejerske Winnie Fersmark har påtaget sig at formidle. Om alkohol- og stofmisbrug og den ulykke, der rammer ikke bare misbrugeren selv, men også dennes omgivelser. Ikke mindst den nære familie kommer til at holde for, og hvor belastende det er at være pårørende taler bogens i alt otte beretninger deres tydelige sprog om. Christian, der er 45, ansat i det private erhvervsliv, gift og med to børn, får sagt det klart til sin 19-årige søn Tobias: ”Det er mit navn og mit omdømme og det smadrer du ikke! Du er velkommen herhjemme igen, når du har bevist, at du er i stand til at udføre et ordentligt stykke arbejde, for det er det, du skal i gang med nu: hårdt arbejde for at komme væk fra stofferne. De ødelægger dig for til sidst at slå dig ihjel og du river hele familien med i faldet og det skal du ikke få lov til…”
Ordene lyder både hårde og ukærlige, men scenen er kulminationen på flere års omfattende misbrug, hvor Christian og hans kone igen og igen har forsøgt at redde sønnen op ad sumpen. Uden held. Fire mødre til narkomisbrugere kan fortælle næsten tilsvarende historier, og de suppleres af tre kvinder, som er vokset op med en alkoholisk far eller mor.
Smerte, afmagt og sorg er dominerende følelser hos de pårørende, som deres forskellige historier til trods også deler en række andre fællestræk: Skam, skyld, skjul-det-for-omverdenen og så den pinefulde, tyngende følelse af at være skyld i misbruget. Især mødrene klarer sig dårligt, også efter misbrugerens eventuelle død.
I efterskriftet fastslår Fersmark, at der ofte er flere misbrugere i samme familie, så arvelighed lader således til at spille en vis rolle. Alle unge afprøver grænser som en del af den naturlige udvikling fra barn til voksen, og denne eksperimenteren omfatter meget ofte også rusmidler – først og fremmest alkohol og hash. Det ender godt for de fleste, men bæreren af misbrugsgenet bliver hængende og kaster sig på et tidspunkt ud i stærkere og farligere midler. Alt andet må vige for at komme i besiddelse af de attraktive stoffer, misbruget fører hyppigt til kriminalitet, og de pårørende står magtesløse og fortvivlede tilbage.
Der er ikke noget egentligt nyt i disse skildringer, men de gør alligevel et stærkt indtryk, fordi intet tilsyneladende bliver stukket under stolen. Den læser, der er så heldig ikke at have en narkomisbruger i familien eller at være barn af en alkoholiker, kan trække et lettelsens suk: Tænk hvilken smerte at slippe for. De uheldige kan – måske - hente trøst ved her at møde andre i samme situation og ved at få sat ord på forbudte følelser og reaktioner.
Men at der skulle være optimisme i fortællingerne, der kan give håb til andre i samme situation - det finder jeg er en påstand fra forfatterens side, som historierne kun til dels giver belæg for.

(trykt i Jyllands-Posten 16.6.06)

Kvinde i tiden

Af Bente Schwartz. 143 sider. 248 kr. Tiderne Skifter 2006.


Jeg er glad for, at Bente Schwartz lægger ud med at give en forklaring på den noget gådefulde forsideillustration: Et krakeleret model-kvindeansigt med rødt tyl om håret og lange sorte vipper over øjne indstillet på uendeligt. Det viser sig, at forfatteren med dette foto fra et udstillingsvindue vil rejse spørgsmålet: Er facaden ødelagt, fordi der er ridset i den, eller kommer opløsningsprocessen indefra? I min gumpetunge udlægning: Når stadig flere kvinder går ned med flaget af stress og udbrændthed - er det så deres egen skyld eller samfundets?
Med andre ord er det nok engang globalisering, (jagten på) identitet i moderniteten, og linedansen mellem det fleksible arbejdsliv og knapt så fleksible familieliv, der står på programmet. I denne ombæring specifikt set fra det kvindelige univers.
Forfatterens position i debatten er klar: Aktuelt er kapitalismekritikken stort set forsvundet, bl.a. fordi de få, der måtte formaste sig til at tale globaliseringsprojektet midt imod, gøres tavse med stemplet ’fremtidsangst’. Men den forstummede samfundskritik vil bogen nu råde bod på – i form af et kritisk perspektiv på det moderne kvindelivs betingelser i en globaliseret verden. Tidens kvinder har nemlig ikke bare fået både karriere, samtalekøkken og et væld af valgmuligheder – de er også blevet overdængede med krav, der stritter i hver sin retning.
Kampen står ikke mindst mellem den teknisk-økonomiske rationalitet og omsorgsrationaliteten. Omsorg er forbundet med indlevelse, med at kunne sætte sig selv til side og yde den hjælp, som ”den anden” har brug for. Dermed bliver omsorg uforenelig med den produktivitet, effektivitet og bundlinie-tænkning, der ellers gennemsyrer samfundet. Fx passer det lille barns rytme ikke med et timemanager-liv i overhalingsbanen, og moderne mødre har ligesom moderne fædre svært ved at få løftet foden fra speederen. Ligestilling kommer til at handle om at lave lige meget i arbejdslivet og lige lidt derhjemme – for omsorgsopgaverne har ingen lyst til at påtage sig.
Kvinde i tiden vil have os til at stoppe op og reflektere over, hvad vi bruger vores sparsomme tid til. Vores arbejdsbegreb er for snævert, for det er muligt at udvikle sig og finde mening og betydning andre steder end på jobbet. Den fortravlede optagethed af lønarbejde og egne projekter er som at tisse i bukserne og glemme de klamme konsekvenser. Vi skal gøre op med markedstænkningen og forbrugstyranniet og spørge os selv, hver gang vi træffer en beslutning: Vil det valg jeg foretager nu fjerne mig fra andre mennesker, eller vil det bringe os nærmere hinanden? Og så efterfølgende lade svaret styre processen med at skabe det gode liv.
Schwartz siger ikke noget nyt, men samler smukt highlights fra gode, gamle modernitets-kendinge som Anthony Giddens, Zygmunt Bauman, Ulrich Beck og Richard Sennett. Samtidig får hun præcist taget pulsen på trekants-konflikten kvindekøn, kærlighed & karriere med afsæt i dagsaktuelle bøger og debatindlæg i dagspressen. Når den cocktail så oven i købet bliver toppet op med noget så sjældent som en vision – ja, så kan der vist ikke forlanges mere af genren debatbog…

(trykt i Jyllands-Posten 9.6.06)

Flow og fordybelse

Af Frans Ørsted Andersen. 200 sider. 225 kr. Hans Reitzels Forlag 2006

Hvem vil ikke gerne leve ’det gode liv’? Hvor arbejde, familie og fritid går op i en højere enhed, og hvor man kan håndtere det moderne samfunds krav om livslang læring og konstant omstilling – uden at gå i spåner. Flow-begrebet er måske vejen frem. At være i flow defineres som den særlige mentale tilstand eller opmærksomhedsform, hvor man er dybt koncentreret om en eller anden aktivitet. Så dybt at man mister fornemmelsen for tid og sted i en følelse af virkelyst, optimisme og engagement. Børns leg, unges computerspil og voksnes hobbier er eksempler. At være i flow er altså ikke noget særligt fint og fornemt reserveret ’the happy few’, men en evne, vi alle er født med. Et dagligdags fænomen. Desværre er alle bare ikke lige dygtige til at udnytte potentialet.
Ifølge bogen Flow og fordybelse oplever stadig flere mennesker, at deres hverdag er uoverskuelig og stresset. Hvis stress udarter til decideret udbrændthed venter depression, overvægt og spiseforstyrrelser lige om hjørnet. Det sammen gør opmærksomhedsvanskeligheder, hvilket hæmmer enhver form for indlæring. Uden opmærksomhed – ingen læring. Ja, faktisk er evnen til opmærksomhed en væsentlig forudsætning for overhovedet at kunne fungere i det moderne hverdagsliv. Og her er det så, at flow-forskningen byder sig til med redskaber til at honorere det hyperkomplekse samfunds mange krav – til gavn for livskvaliteten.
Flow-begrebet indgår som centralt element i den gren af psykologien, der betegnes ’positiv psykologi’. Det optimistiske tillægsord udspringer af, at fokus rettes mod menneskets positive og kreative egenskaber, hvortil regnes evnen til at komme i flow. Ungareren M. Csikszentmihalyi er ophavsmand til flow-teorien, og i bogen redegør cand. pæd. psyk Frans Ørsted Andersen for teoriens opståen og samspil med andre psykologiske skoler.
Selv om Flow og fordybelse først og fremmest henvender sig til pædagog-, lærer- og psykologistuderende, vil jeg gerne anbefale det lille værk som en letlæst introduktion til væsentlige aspekter af flow-begrebet og den ’positive’ pædagogiske psykologi. Jeg kan ikke være den eneste, som synes, at dét spørgsmål, der oprindeligt satte Csikszentmihalyi i gang med flow-forskningen, er interessant at bore i: Hvad er det for ukendte psykiske ressourcer, som nogle mennesker formår at hente frem i situationer, hvor de berøves deres sociale identitet, penge og status? Allerede i spørgsmålet ligger en del af svaret. Det gode liv handler ikke først og fremmest om karriere, forbrugsgoder og rigdom. Men - hvad denne bog argumenterer for – om at skabe sig tid og mulighed for at komme i flow. Om flow opnås igennem havearbejde, i samværet med en god ven eller i forbindelse med rengøring (!) er ligegyldigt.
Bagsiden af medaljen er fx at drenges flow ved computerspil og internetpoker kan udvikle sig til ludomani. Og så må jeg indrømme, at jeg ikke har samme tillid som forfatteren til flow-som- mirakelmiddel mod den samfundsskabte stressfælde. Men kan begrebet bidrage til at skubbe i retning af lidt mere ro, lidt mindre ræs – så skal jeg være den sidste til at klage.

(trykt i Jyllands-Posten 26.5.06)

Forbrugerbørn - Varernes erobring af barndommen

Af Susan Linn. Oversat af Henrik Mossin fra amerikansk efter "Consuming Kids – The hostile takeover of Childhood". Forord af Penelope Leach og Birgitte Tufte.
Informations Forlag 2006.
280 sider, kr. 268,- .


Jeg fik nærmest kvalme af at læse Forbrugerbørn. For nej, nej – så grelt kan det bare ikke stå til. Så massiv indflydelse har cocktailen tv, internet, computerspil, video, DVD og mobiltelefon ikke på børns og unges identitetsdannelse og forbrugeradfærd. Men jo, så galt står det til ifølge denne overbevisende og velargumenterede debatbog. I hvert fald i USA – og ingen vil få problemer med at overføre angrebet på barndommen til danske forhold.
Temaerne er velkendte: Virksomhedernes markedsføring og reklameindustriens påvirkning af børn og unge. Men en ny målgruppe har set dagens lys: De såkaldte Tweens, de 6-12årige (in between mellem børn og teenagere), som er mere modtagelige for påvirkninger end teenagere og ofte også har større indflydelse på forældrenes indkøb. Derfor er Tweens jaget vildt. Og det er ikke kun fødevarer og legetøj, vareproducenterne vil prakke dem på. Det er også læskedrikke, mærkevare-tøj, toiletgrej, makeup, voldelige videoer og computerspil.
Forfatteren Susan Linn er psykolog og medstifter af foreningen ’Stop Commercial Exploitation of Children’. Hendes ærinde i denne bog er at få sat en stopper for markedsføringen over for børn under 16 og for den kommercielle udnyttelse, som de store selskaber i USA udøver over for børn og deres forældre. 15 milliarder dollar om året bruges der på at invadere og styre børnenes dagligdag.
Linn dokumenterer, hvordan leg og kreativitet er blevet truede arter, fordi børn oversvømmes af produkter og stimuli, der hindrer selvstændig udfoldelse af fantasi. Fjernsynet er hovedsynderen – og giver man fx børn i førskolealderen eget tv, som de ser alene, er der større sandsynlighed for, at de får problemer med vægten. 25 procent af samtlige børn i USA er overvægtige og fede. Det er ikke bare et kosmetisk problem, men giver helbredsproblemer. Og børns forkerte kost har klar forbindelse til tv-reklamerne.
Firmaerne skyr ingen midler for at manipulere deres målgruppe og få afsat deres produkter. Branchens spin ligger i, at det på den ene side er op til forældrene at beskytte deres børn, men på den anden side vil de gerne gøre deres poder lykkelige. Og når forbrug fremstilles som selve nøglen til lykken, er det vanskeligt for far og mor at sætte foden ned. Undermineringen af de voksnes autoritet er en vinderstrategi set fra annoncørernes side.
Børnene påvirkes helt bevidst til at plage og stresse forældrene til at købe bestemte produkter. Markedsføringseksperterne spiller også på, at børnene skal føle sig magtfulde. Lille Peter skal opleve kontrol, når han fx selv blander slik og dermed sammensætter sin helt personlige smagsoplevelse.
Ét eksempel på markedsføringskneb gør ingen sommer. Heller ikke to eller tre. Men Linn dynger case på case, artikel på artikel, reklame på reklame, så læseren til sidst står i dokumentation – og håbløshed - til halsen. Heldigvis efterlades han/hun ikke bare i sumpen, men får kastet et redningsbælte ud - i form af råd og anvisninger på, hvordan forældre, skolen, organisationer, bevægelser og politikere kan gå til kamp mod forbrugstyranniet. Tro mig - det er ikke en dag for tidligt…

(trykt i Jyllands-Posten 15.6.06)

Min blå sofa - om integration i skolen

Af Lise W. Egholm
Forlaget Lindhardt og Ringhof 2006
167 sider, kr. 249,-

Heureka - hurra! Inden for 14 dage har jeg været så heldig at få lov til anmelde to bøger, der begge helt præcist analyserer integrationsproblemerne og - hvad der er scoopet – peger på, hvad der helt konkret skal til for at løse dem. Den første var Er du ikke lidt solbrændt! Kampen for et arbejde, og her kommer så Min blå sofa – om integration i skolen.
Først den kryptiske titel. Den blå sofa tilhører Lise Egholm, og den står i hendes kontor på Rådmandsgade Skole. Her på ydre Nørrebro, i et af Københavns mest belastede kvarterer, har hun været skoleleder igennem de sidste 11 år – og i den tid har der siddet mere end 1000 børn med deres forældre i hendes sofa. Her har en række af de samtaler fundet sted, som får mig til at vove påstanden om, at Egholm er et af de mennesker, der ved mest om integration i Danmark. Med fare for at lyde rørstrømsk mener jeg, at hun sammen med skolens lærere, elever og en række af disses forældre har udvirket et lille mirakel: Et vellykket kulturmøde på en skole, hvor 79% af eleverne er af anden etnisk herkomst end dansk og en stor del af dem bosiddende i Mjølnerparken med landets højeste koncentration af indvandrere og flygtninge. Opskriften lyder på en idealistisk leder, hårdt, målrettet og til dels ulønnet(!) lærerarbejde, masser af engagement, rygrad i forhold til egne værdier og respekt for andre(s).
Jeg har nikket (næsten) i takt med de fremsatte synspunkter fra side 1 til side 167. Her kommer et lille udsnit, der sidder lige i øjet:
De konkrete problemer, som vi oplever i hverdagen, hænger næsten altid sammen med muslimske traditioner og vaner.
Ved at tage for mange hensyn og lave særlige vilkår er vi faktisk med til at fremme fundamentalismen.
Vi skulle åbenbart bare kridte banen op og sige det meget udanske: Du skal.
(…) den vigtigste enkeltfaktor for succesfuld skolegang er den gode lærer.
Indvandrerne har mange børn, de danske har mange forældre.
Det store tab er, at lærerne nu har fået en lønarbejdertankegang, der (…) er uforenelig med det arbejde, der skal udføres.
Om modersmålsundervisning: Urdu er vejen tilbage, og dansk er vejen frem (citat: en pakistansk mor).
De etniske skoler er en skandale for vores samfund, og det skyldes berøringsangst, at vi ikke gør noget ved det (…) Der skal en debat i gang om det her, men det er ømtåleligt, fordi politikerne selv i meget høj grad vælger privatskole til deres børn.
[Der skal reserveres] pladser til tosprogede elever på skoler med mange etnisk danske børn.
Der er brug for et kvindeoprør hos indvandrerne.
Når man uddanner en kvinde, uddanner man en hel familie.
Svenskerne er dygtig, men deres uvilje til at tale åbent om integrationsproblemerne har ikke haft positive virkninger.
En del af vores nye danskere er faktisk flygtet hertil fra hjemlandet, fordi de ønskede at leve i et demokrati.
Lad os ændre love og bestemmelser, så vi undgår at skabe nye ghettoer (…) fra nu af sælge de ledige lejligheder [i Mjølnerparken] til de højest bydende.
Vi skal være meget mere direkte. Det handler ikke om kæft, trit og retning, men om tydelighed (…) Væk med holdninger, der bygger på medlidenhed.
Der lægges et pres på de moderate muslimer, der er helt urimeligt (…)

Jeg har haft kig på ildsjælen Lise Egholm i årevis, fordi det var så tydeligt, at hun – i modsætning til så mange andre - vidste, hvad hun talte om. Af den enkle grund at hendes viden var solidt forankret i daglig praksis og et hav af erfaringer.
Denne bog burde være pligtlæsning for samtlige folketingets politikere og størstedelen af deres kolleger i regionerne. Jeg håber også, at Tøger Seidenfaden, Kjeld Holm, Georg Metz, Carsten Jensen og de andre medlemmer af De Godes Klub vil anskaffe sig bogen. Så at vi én gang for alle kan få gjort op med myten om, at danskernes racisme og diskrimination er hovedårsagen til muslimske indvandreres problemer.

(trykt i Jyllands-Posten 9.5.06)

Fokus på Freud

Af Ole Andkjær Olsen, Christian Braad Thomsen & Bente Petersen (red.):
Hans Reitzels Forlag 2006
336 s., Kr. 325,-

Bogen om Freud i anledning af hans 150-års fødselsdag er bare helt rigtigt tænkt. For det første: Hvis der er nogen, som fortjener at blive hyldet – også efter sin død – så er det psykoanalysens skaber. Han har haft markant betydning for den moderne menneskeopfattelse, og selv i de fjerneste afkroge har hans begreber om det ubevidste, fortrængning, ødipus-kompleks og seksualitet hos børn nærmest fået status af fællesgods. Det er noget af en præstation, at hans forskning og kliniske praksis har dannet grundlag for vidt forskellige psykoanalytiske skoler og strømninger – ud over at have inspireret en lind strøm af kunstnere – samt at hans bøger og artikler stadig optrykkes. Oven i købet kan psykoanalysens fader prale af fanklubber indstiftet til hans hæder og udbredelse (fx Det Danske Sigmund Freud Selskab).
For det andet: Antologien er perfekt opbygget, bl.a. fordi Freud selv kommer til orde. De i alt 23 kapitler indledes hver især med en præsentation af et af Freuds forskningsfelter, som fortsat har aktualitet i psykoanalytiske diskussioner. Derpå følger et stykke originaltekst (i dansk oversættelse) – og så kommer et essay. Genrebetegnelsen essay udspringer af, at de tre redaktører - efter at have udvalgt de i deres øjne væsentligste temaer og tekstpassager i Freuds omfattende forfatterskab - har bedt en række danske fagfolk (psykoanalytikere, psykoterapeuter, universitetsforskere) og forfattere om at give deres personlige bud på det tildelte Freud-tema.
For det tredje: De enkelte kapitler udgør en afrundet helhed, så læsningen kan indtages i passende doser. Det er en fordel i en tid, som vi alle har for lidt af. For til trods for at Freuds sprog er rimeligt klart og kan læses af den moderne forbruger, er hans værker næppe natbordslæsning for ikke-fagfolk. I Fokus på Freud er de vigtigste sider af hans psykoanalytiske landvindinger imidlertid berørt, så er man som seriøs begynder parat til at starte en tand mere ambitiøst end tegneserien Freud for begyndere, så fang an her. For kendere vil der være tale om et interessant highlight-repetitionskursus.
Jeg vil nødigt fremhæve nogle essays frem for andre, selv om jeg selvfølgelig har præferencer. Men hele vejen igennem er det kyndige folk, der kommenterer inden for deres diverse gebeter. Jeg er ikke nødvendigvis enig i deres udlægninger, men det ville også være mærkeligt, eftersom vægten er lagt på den subjektive tilgang til stoffet.
Selv stiftede jeg bekendtskab med Freud i begyndelsen af 70’erne. Og mildt sagt ikke fra den positive side. Kvindebevægelsen var ude med riven i forhold til Freuds teser om kvindelig seksualitet og penismisundelse og beskyldte ham for at være en grim mandschauvinist. Derfor var Kønnets psykologi også det første kapitel, jeg kastede mig over i antologien. For havde Freud overlevet nærkampen og havde hans tekst Om den kvindelige seksualitet (1931) andet at byde på end kulturelt og historisk betingede fordomme? To gange ja lyder svaret i Talli Ungar Feldings optik og glimrende lille essay Det psykologiske køns udviklingshistorie. For godt nok modsiger Freud sig selv undervejs i sine forskellige skrifter, og godt nok kan visse formuleringer tolkes som nedvurderende for kvindekønnet. Men - argumenterer Felding – Freuds kritik af kvinden som et kastreret væsen, der misunder manden, kan lige så vel ses som en kritik af hans samtids kvindeundertrykkelse.
Om bogen som sådan vil kunne fungere som det foreslåede basismateriale i undervisningen på gymnasiet og HF, er jeg mere end skeptisk over for. Men at den med universelle temaer som kærlighedslivet, seksualiteten, drømmen, religionen og kunsten vil ramme en bred modtagergruppe, er hævet over enhver tvivl.
Så ned på divanen – eller måske er det nu langt om længe blevet liggestolen? – med denne gedigne bog om en af historiens store skikkelser.

(trykt i Jyllands-Posten 6.5.06)

Trange rum og åbne pladser - Vejen ud af angst, panik og fobier

Af Torkil Berge & Arne Repål
På dansk ved Søren Søgaard
Dansk Psykologisk Forlag
300 sider, 298 kr.


Når angsten tager overhånd

[Ny selvhjælpsbog henvender sig direkte til den, der lider af panikangst. Der er håb forude]

Angst i dagligdags sprogbrug dækker over mange og sammensatte følelser: Vrede, skam, nervøsitet, skyld, ængstelse, tristhed. Men vi kan også være skrækslagne med en lystbetonet følelse af spænding, fx når vi ser en gyserfilm eller hører til dem, der dyrker bjergbestigning. Ingen kommer igennem livet uden at opleve angst, og det er helt normalt at reagere på en faretruende situation med frygt. I nogle situationer kan angst ligefrem være nyttig, fordi alarmtilstanden i kroppen får den til at reagere hensigtsmæssigt (fx flugt fra en fare). Angst bliver imidlertid til lidelse eller fobi, når den antager et omfang, som forhindrer os i at løse vores problemer eller fungere i hverdagen.
Det er denne type angst de to norske forfattere Torkil Berge og Arne Repål stiller skarpt på. Begge er specialister i klinisk psykologi, og titlen Trange rum og åbne pladser – vejen ud af angst, panik og fobier illustrerer deres ærinde: At præsentere hvad angst er for en størrelse, hvordan og hvornår angsten kommer til udtryk, og hvilke strategier, der kan modvirke, eller i hvert fald formindske, lidelsen. Bogen falder i 5 dele: 1. Hverdagens angst og forskellige former for angstlidelser og fobier, 2. Hvorfor får vi angstproblemer? - angstens naturhistorie, udvikling af angstlidelser og indlæring af fobier fx social angst, angst for slanger og edderkopper eller flyskræk. Også tab, som svækker selvfølelsen, giver grobund for angst og depression, 3. Hvordan får man kontrol over angsten?, 4. Tvangslidelser, 5. Hvem kan hjælpe? – familien, en medhjælper, selvhjælpsgrupper, internettet, professionelle behandlere.
Berge & Repål har tydeligvis masser af erfaringer og klinisk praksis at trække på. Resultatet er blevet en oplysende, velskrevet og lettilgængelig indføring i fænomenet angst og ikke mindre vigtigt – i, hvad den enkelte kan gøre ved den. Forfatterne dækker op med et ”koldt bord” af tilgange og teknikker, som den lidende så kan vælge ”retter” ud fra - i overensstemmelse med det specifikke behov.
Noget af det mest effektive man kan gøre for at formindske angsten er at udsætte sig selv for den på en planlagt og systematisk måde. I små doser, der kan bæres. Eksponeringstræning, som det hedder på fagsprog, indebærer at gå ind i situationer, hvor man har angst og blive der, til angsten er mindre. Til det formål leverer forfatterne forslag til fremgangsmåder og træningsprogrammer ved at præcisere, hvilke spørgsmål, der skal tages stilling til, før man går i gang, fx hvad målet præcist er, hvor meget tid man vil sætte af til øvelserne, og hvordan delmålene skal defineres. Her kommer en konkret handleplan for en person, som i mange år havde angst for at rejse med toget:
1. Gå ned på stationen sammen med ægtefællen, 2. Gå ind i ventesalen og bliv der sammen med ægtefællen i 5 minutter, 3. Være inde i ventesalen i fem minutter alene, 4. Være ude på perronen i 15 minutter alene, 5. Tage toget alene til næste station, 6. Tage toget alene to stationer, 7. Tage toget alene gennem en tunnel, 8. Træne denne rejse tre dage hver uge.
Der findes altså en række forskellige strategier til at mestre angst. Mange mennesker med angstproblemer har fx lært vejrtrækningsteknikker som en del af deres terapi. Også motion er et godt virkemiddel. Af afgørende betydning er, at den lidende skal handle/træne sig ud af sin angst, og at øvelserne går hånd i hånd med mentalt arbejde. Det sker ved at gøre sig bevidst om egne negative tanker og forestillingsbilleder og derpå arbejde hen i mod at ændre dem.
Det er væsentligt at forstå, at mennesker med angst ikke er i stand til at beslutte sig til at kontrollere den. Viljestyrke rækker ikke, og man kan heller ikke tale sig ud af sin angst hos selv den ypperste psykolog. Det er handling, som giver forvandling.
Vil man vide noget om angst(terapi) – også uden selv at døje med lidelsen – så er denne bog et særdeles godt valg.

(trykt i Jyllands-Posten 5.5.06)

Bangkok Ladyboys

Af Henrik List (tekst) & Anders Askegaard (fotografier)
Tiderne Skifter i samarbejde med Shooting Gallery Press
96 sider, 299 kr.



Når ”hun” er en han

[Ladyboys hedder de. Unge ”piger” født som drenge, der bare vil være det andet køn og er parate til at sætte alt ind på det]



Forfatteren og journalisten Henrik List & fotografen Anders Askegaard (f. 1965) har arbejdet sammen i næsten 15 år. I flere omgange har de taget pulsen på storbyernes subkulturelle miljøer rundt omkring i verden, og i Bangkok Ladyboys er turen så kommet til de transseksuelle (prostituerede) i Thailands hovedstad.
Genremæssigt kan bogen karakteriseres som mandelitteratur – en litteratur produceret af mænd, om mænd og for mænd. Temaet er mænds seksualitet, ikke mindst forfatterens – og med fokus på (relationen til) de transseksuelle: Drenge og mænd, der ikke bare føler sig som hunkønsvæsner, men også opfører sig og ser ud som kvinder, fordi det er sådan de ønsker at blive betragtet af omverdenen. Ladyboys bliver ikke seksuelt tiltrukket af måske mere ligesindede bøsser, men drages i stedet imod den heteroseksuelle mand, hvis begærende blik de spejler sig i - og det i en grad så de er parate til at manipulere deres kroppe i overensstemmelse med (pornografiske) kvindeidealer (hormonkure, hårfjerning, plastikkirurgi, kønsskifteoperation mv.). Det ultimative succes-kriterium er at blive smukkere og mere feminine end biologiske kvinder.
List lægger for med et essay, der i saftige (slang)sprog-kaskader skildrer, hvordan han oprindeligt blev tændt på en kvinde i en mands krop. Tilbage i New York i begyndelsen af 90’erne på natklubben Jackie 60. På trods af at han i egen selvforståelse på det tidspunkt var 99 % maskulin hetero var begæret efter at bryde et tabu for stærkt. Det begær lå i dvale i en årrække, men har nu bragt ham til Bangkok for at opleve og efterfølgende skrive om nogle af de ca. 300.000 ladyboys i Thailand. Ja, rigtigt læst. I en befolkning på ca. 63 millioner er omkring én ud af hver 100 thailandske mænd transseksuel. Ret interessant.
Bogens anden del består dels af en introduktion til fotograf Askegaard, dels af 47 farvefotos af mere eller mindre afklædte ladyboys i alskens (pornografiske) positioner. Teksten leveres af Lars Schwander fra Fotografisk Center, København, og sjældent har jeg læst så mange lovprisninger på så lidt plads. Iflg. Schwander er Askegaard i besiddelse af en ekstraordinær sans for at skildre mennesker, ingen kan portrættere ladyboys bedre end ham osv., osv. - spalte op og spalte ned. Hvad med at lade billederne tale for sig selv?
Hvad List angår lider han som så mange andre mænd af begrebsforvirring i forhold til prostitution, der intet har med kærlighed at gøre. Men essayets hårdtpumpede seksuelle retorik skal nok have appel til læsere m/m, især dem med hang til tesen: Ud med biologisk køn – ind med køn-som-social-konstruktion.
Fred være med Lists eskapader. De skal være ham vel undt, om ikke af anden grund end at det lykkes jeg-fortælleren med passende mellemrum at punktere sit noget oppustede ego med en solid dosis selverkendelse: ”(…) man kunne blive forelsket i Bow. Hvis man var 10 år yngre og tyve kilo lettere (…)”

(trykt i Jyllands-Posten 29.4.06)

Er du ikke lidt solbrændt! Kampen for et arbejde

Redigeret af Gitte Hansen & Claus Pilehave
DR Multimedie.
109 sider, 199,95 kr.



Jackpot til DR-P1

[10 unge nydanskere leverer opskrifterne på vellykket integration i ny bog. Læs den før din nabo]


Jeg er P1-kernelytter. Og det endskønt jeg igennem de sidste 4-5 år har fået dagligt udslæt af ærgrelse over så mange af journalisternes uvidenhed om indvandrerspørgsmål. Derfor var det også frydefuldt at få denne fremragende lille debatbog i hånden produceret af to journalister fra DR-P1. Yes, siger jeg - her kommer forklaringerne og opskrifterne på, hvorfor indvandrere klarer sig henholdsvis godt og dårligt i det danske samfund.
Baggrunden for bogen er følgende: I oktober 2005 satte P1 og 5 unge nydanskere sig for at undersøge, hvor svært det kunne være at skaffe 25.000 indvandrere i arbejde inden år 2010 (målet for regeringens beskæftigelsesplan). Det svarer til ca. 100 om ugen, og da udsendelserne løb over 5 uger, skulle de 5 jobagenter altså forsøge at skaffe 500 arbejds- og praktikpladser. Agenterne blev udrustet med mikrofon og båndoptager og drog rundt i Danmark. På baggrund af interviews med arbejdsgivere, arbejdsløse venner og bekendte og familiemedlemmer afdækkede de årsagerne til den store indvandrerarbejdsløshed. Interviewene gav efterfølgende stof til diskussion i en tænketank, som skulle finde løsninger på de problemer, som jobagenterne var blevet konfronteret med.
I Er du ikke lidt solbrændt! har Gitte Hansen og Claus Pilehave samlet historierne leveret af de 5 jobagenter og de 5 nydanske medlemmer af tænketanken. De 10 nydanskere leverer tilsammen svarene på, hvorfor hver anden indvandrer er uden arbejde, og det er her jeg næsten ikke kan få armene ned. For ja, der er fordomme blandt gammeldanskere, og ja, der er mobning af ’de solbrændte’, men det er tydeligvis ikke hovedforklaringen. Næh, de nydanskere der klarer sig, viser sig nemlig at have nogle meget afgørende træk til fælles: (Vel)uddannede fædre - og mødre der måske ikke er uddannede, men alligevel enten er på arbejdsmarkedet og/eller indstillet på, at deres børn skal lære at tale godt dansk og begå sig sammen med danskere. Forældrene har pakket kufferten fra hjemlandet ud og indset, at uddannelse, flid og dygtiggørelse er vejen frem. Med den attitude kan man nå langt og i hvert fald meget længere end med Et helvede at være anden-generationsindvandrer. Under den titel konstaterer Elham (pigenavn) Kavousi: ”Hvorfor søge arbejde? Arbejdsgiverne gider alligevel ikke have os.” Den holdning lader hun til at have fået indpodet af sin iranske far, der ikke har kunnet få arbejde inden for sin profession journalistik, og som har fundet det under sin værdighed at tage imod kommunens jobtilbud….
Bogen er en lille lettilgængelig guldgrube til at forstå hvorfor og hvordan kæden hopper af i integrationsprocessen. Blot er arbejdsløshed som påstået ikke problem nummer 1. Vi skal et spadestik dybere til dels traditionelle kultur- og familiemønstre, der forhindrer både unge og ældre i at tilegne sig nødvendige kvalifikationer. Dels til at indvandrer(mænd?) kan have svært ved at acceptere, at de til trods for en høj uddannelse fra hjemlandet må starte fra bunden. Af den enkle grund at konkurrencen om de attraktive jobs er benhård – også blandt de indfødte.

(trykt i Jyllands-Posten 27.4.05)

Ebba - Politiker og pædagog

Af Ebba Strange, MF for Socialistisk Folkeparti 1973-94.
Gyldendal 2006
344 sider. Illustreret. 299 kr.


Ebba Strange sad i Folketinget i 21 år - i en periode, hvor kvinderne endnu spillede en forholdsvis beskeden rolle på tinge. Ikke desto mindre lykkedes det hende at blive gruppeformand i 1977. En tidstypisk reaktion kom fra partikammeraten Henning Philipsen: ”En kælling som gruppeformand! Det var aldrig gået i min tid”. Det måtte Ebba Strange give ham ret i.
Denne episode er én blandt hundreder nævnt i Ebba Stranges erindringsbog. Titlen er kort og godt Ebba – med undertitlen Politiker og pædagog. Hermed er temaerne anslået: Den ligefremme og folkekære Ebba, som vi er på fornavn med, og karrieren som politiker, der ender med at få forrang for pædagogikken.
Et kort resumé af hendes livsforløb ser sådan ud: Lærerdatter, f. 1929 i Grænselandet i en dansksindet familie i Flensborg. Student 1947 efter at have kæmpet for at få lov til at komme i gymnasiet: ”Når præstens døtre kunne nøjes med en realeksamen, så kunne jeg vel også, og så kunne jeg i øvrigt komme på husholdningsskole (…)”. Men Ebbas far bøjer sig alligevel for hendes ønske. Den far der i øvrigt aldrig forliger sig med hendes partivalg. Efter studentereksamen tager hun til Schweiz som tjenestepige og stifter her bekendtskab med en helt anden type pædagogik end den autoritære, hun er opflasket med. Derpå til København, hvor hun bliver optaget på Kursus for Småbørnspædagoger. Hun møder sin mand i 1949, bliver færdiguddannet i 1950, samtidig med at hun får sit første barn. Nummer 2 kommer i 1952, og moderskabet forenes med arbejdet som pædagog.
I 1949 har hun og hendes mand meldt sig ind i DKP. Men hverken partiskabet eller ægteskabet holder. Da SF bliver dannet i 1959, går hun med. I 1961 flytter hun til Århus med sine børn og klarer tilværelsen som enlig mor, samtidig med at hun bliver ansat som afdelingsleder på et behandlingshjem for børn på 7-14. Hun når også at blive lærer ved Socialpædagogisk Seminarium, inden hun i 1973 bliver opstillet til Folketinget for første gang - og valgt ind. Begyndelsen er svær: Kan jeg stå distancen? – men den usikre begynder vokser gradvist med opgaverne, der skaffer hende en række spændende politiske poster og rejser i hele verden.
Ebba Strange fremtræder som et yderst sympatisk menneske: Videbegærligt, arbejdsomt, loyalt, pligtopfyldende, retfærdighedssøgende. Hatten af for det. Og har man interesse i ikke mindst SFs udvikling og fløjkrige på de indre linier, har bogen bestemt noget at byde på. Også fordi perspektivet leveres af en kvindelig frontløber, som må kæmpe for at sætte sig i respekt hos han-bavianerne.
Mit forbehold går på, at store dele af bogen ganske enkelt er kedelige at læse på grund af de mange tørre opremsninger: Så gik jeg til det møde, hvor den og den var til stede og sagde sådan og sådan, og så tog jeg på den rejse, hvor…. osv. Og så konstaterer jeg, at selv en uddannet pædagog og mor i sit retspolitiske arbejde faldt for klicheén:’Et barns ret til to forældre’. Som i det virkelige liv kan oversættes til ’en fars (og mors) ret til et barn’.

(Trykt i Jyllands-Posten 20.04.06)

Forståelsens rasen – Om troværdig forskningsformidling

Af Claus Holm
Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag 2006
159 sider, 195 kr.

Er forskeren gået hen og blevet skødehund? Udtrykket hørte jeg forleden i P1-programmet Agenda, og den lidet flatterende etikette rammer lige ind i en aktuel diskussion om forskere og forskningsformidling. Eller mere præcist: Hvad karakteriserer troværdig forskningsformidling? Dette spørgsmål er også hovedtemaet i en debatbog skrevet af Claus Holm, kommunikationschef på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Formålet er altså at indkredse, hvad der forstås ved troværdig kommunikation af forskning. Endvidere at belyse, hvad der sker med forskernes troværdighed, når de ikke må stille sig klogere og mere vidende an end folk i almindelighed. Titlen Forståelsens rasen dækker over et krav fra omverdenen / brugerne om, at forskeren så at sige skal ’oversætte’ sin viden, så at ’enhver’ kan forstå den.
Holm opererer med to forsker-typer til at illustrere problemstillingen: Rethaveren og pluralisten. Rethaveren: Hvis I ikke kan forstå, hvad jeg siger, så må I gøre jer mere umage. Pluralisten: Hvis I ikke kan forstå det, så skal jeg nok ændre det, så det giver mening for jer. Fejden mellem filosofferne Joakim Garff og Peter Tudvad om Garffs brug af kilder til hans bog SAK om Søren Kierkegaard indfanger typologien i en nøddeskal: Tudvad = rethaveren, Garff = pluralisten.
Selv lægger Claus Holm sig – bekvemt – på en midterposition med type tre: Den rethaverisk indstillede pluralist, for hvem ikke enhver formidling er legitim.
Forskningskommunikation er blevet et stadigt mere påtrængende krav, hævder Holm. Kommunikationstvangen betyder, at Universitetet (med stort U) er nødsaget til at legitimere sit virke på en ganske anden kontant vis end tidligere. Det kan ikke mere få lov til at optræde som autonom og sandhedssøgende forskningsinstitution, men skal i stedet spille rollen som troværdig uddannelsesanstalt, der leverer service til brugerne. Sagt lidt anderledes: Service-universiteterne må legitimere deres berettigelse ved konstant at kommunikere om den service, de leverer. Det handler ikke mere om ophøjet forskningsformidling, men om ”kommunikation med kompetente og ligeværdige brugere.” Det er altså brugerne, der via deres efterspørgsel definerer, hvad der er produktion af relevant viden. I den optik skal forskerne bare pakke sammen med, at de ved bedre, og at der skal lyttes til dem, fordi de alt andet lige nok er lidt klogere end fru Hansen. Forskning skal sættes lig anvendt forskning, og den er pr. definition bruger- og efterspørgselsbestemt. Følgelig skal forskernes undervisning af fremtidige kandidater også afspejle, hvad samfundet måtte have brug for.
Den bruger- og service-orienterede indfaldsvinkel risikerer at give skrammer i lakken på troværdigheden. For at minimere ridserne må forskerne iflg. Holm gå på line mellem følgende positioner:
· være sandhedsorienteret - uden at være selvtilstrækkelig
· være orienteret mod forståelse / formidling - uden at være populistisk
· være anvendelig - uden at være behagesyg
· være original - uden at være eksponeringssyg

Troværdighed er at hykle mindst muligt – og i den forbindelse nægte at underlægge sig kravet om anvendelighed. Et knæfald for brugbarheds-kriteriet kan gå hen og blive en trussel for forskningen, og i øvrigt skal et universitet ikke være en virksomhed med fokus på den økonomiske bundlinje. Omvendt bliver forskerne nødt til at forholde sig til, at de agerer i et markedssamfund styret af udbud og efterspørgsel. Det vilkår kan politikerne tale med om, og det er da også grunden til, at politikere og forskere nærmer sig hinanden i deres medieoptræden: Begge grupper har behov for opmærksomhed og brugertilfredshed for at overleve.
Men hvis forskeren er nødt til at springe i se-på-mig-hør-på-mig gyngen for at legitimere sin eksistens, hvem skal så komme med de uafhængige, objektive, og klargørende redegørelser for holdninger og begrundelser? Problemet er oplagt – og Holm imødegår det med bl.a. dette forslag: Forskerne skal levere et vidensgrundlag for meninger, og de skal kun udtale sig, når de ved særlig besked om noget, som alle andre ikke ved. Og altså ikke om alt muligt andet uden for deres fagfelt.
Jeg vil gerne anbefale bogen, fordi den stiller alle de rigtige spørgsmål. Hvad angår de svar, den leverer, er jeg straks mere usikker. Så et smukt og godt lille eksempel på genren debatbog.

(Trykt i Jyllands-Posten 15.4.06 under overskriften Giv mig opmærksomhed)

Dagbog fra Sandholm

Af Dina Yafasova
På dansk ved Sten Jacobsen
Gyldendal 2006
328 sider, kr.269,-

Det passer ikke. Det kan bare ikke passe. Så grelt står det ikke til. Sådan tænkte jeg igen og igen under læsningen af Dagbog fra Sandholm. Dagbog? Den korrekte genrebetegnelse er snarere ’gyser’. Asylansøgerne er ofrene, skurkene en uskøn blanding af ufølsomme politikere, jurister, tolke, betjente og medarbejdere i Sandholmlejren, Udlændingestyrelsen og Røde Kors.

Dina Yafasova, (f. 1971 i USSR) lægger ikke fingrene imellem, når hun skal karakterisere de fysiske rammer og hverdagen på asylcenteret: Umenneskelighed, tilsidesættelse af loven, aftalebrud, faglig inkompetence, fusk, glemsomhed, idioti. Efter at have læst hendes historie har jeg forståelse for det krasse ordvalg. Hun er en flygtning, som nu har krydset mit spor. Ikke fordi hendes skæbne skiller sig ud som unik, for ulykkeligvis er hun i selskab med tusindvis af mennesker på flugt. Men fordi hun er en begavet, veluddannet og belæst journalist, hvis bog æder sig ind under huden med sit klare og konkrete sprog:

”Det allerværste ved flygtningelivet i Sandholm – det er ventetiden. En giftig tilstand af uvished, hvor man lige så langsomt går til, mens man afventer sin dom (hvad der passer med, at vi i virkeligheden er varetægtsfængslede) (…)”

Så glem for en stund alt om bekvemmelighedsflygtninge og tilrejsende kriminelle asylansøgere. For her træder et menneske i kød og blod frem - tvunget til at flygte fra Usbekistan efter at have været udsat for tortur. Årsag: Kritisk journalistik om dagliglivet under et diktatur. Sin mand og deres to børn må hun efterlade derhjemme.

Bogen falder i tre dele. Første del beskriver de begivenheder, der lægger op til flugten: Overvågning, chikane og tortur, som sikkerhedstjenesten udøver rutinemæssigt. Magthaverne kender den ældgamle opskrift på lydighed: Straf de uskyldige. Voldtag datteren foran forældrene eller stil ’den anklagede’ i ekskrementer til halsen i et døgns tid. Så knækker selv den stærkeste.

Yafasova ved, at hun må ud af landet, før det er for sent, og læseren sidder med livet i hænderne under flugtbeskrivelsen. Lykkes det?

Ja, det lykkes, men sat på spidsen flyttes forfatteren fra den ene indespærring til den næste. Fra d. 11. september (!) 2001 til d. 1. marts 2002 sidder hun i Sandholmlejren. I alt 173 dage skal der gå, før hendes asylansøgning er blevet behandlet. For hendes vedkommende er sagsbehandlingen oven i købet gået hurtigt. De fleste opholder sig i lejren i et til to år, selv om ventetiden officielt er sat til otte uger. I parentes bemærket nævnes det ikke, at den lange ventetid som oftest skyldes, at det tager lang tid at fremskaffe dokumentation fra hjemlandet.

I bogens anden del skildres lejrlivet i beske vendinger. Vi hører ikke kun om forfatterens reaktioner, følelsesmæssige rutscheture og voksende afmægtighed i forhold til systemets uforudsigelighed. Også en række andre asylansøgere får stemme, dels igennem Yafasovas dagbogsnotater, dels igennem interviews og dialoger. De fleste af beboerne er traumatiserede efter overgreb og tortur i deres respektive hjemlande, og usikkerheden om, hvorvidt de bliver ’lukket ind’, føjer spot til skade. Det fængselsagtige system, som flygtninge bliver indkvarteret under, bevirker, at de udvikler en offermentalitet, hvilket forværrer deres muligheder for senere at begå sig i samfundet.

Sidste del byder ikke bare på happy ending. Det endskønt Yafasovas ansøgning er blevet godkendt, og hun har fået sin mand og sine børn til landet. Holder hendes rapportering om de kommunale myndigheders håndtering af familiens boligsituation, så er forløbet alt andet end flatterende for de ansvarlige politikere og embedsmænd.

Dagbog fra Sandholm er hård kost for en velnæret, smækforkælet dansker som mig. På den ene side er jeg opfyldt af indignation på de ’ægte’ flygtninges vegne. På den anden side kvier jeg mig ved at betale mere i skat, og sagen er den, at den efterlyste mindre restriktive og langt mere ’følsomme’ asylpolitik koster. Det er dilemmaet i en nøddeskal. Hvilket ikke behøver at afholde nogen fra at omsætte harmen i handling og praksis for egne midler.

P.s. Der er grund til at rose Steen Jacobsen for den fine oversættelse.

(Trykt i Jyllands-Posten 29.3.06 under overskriften En flygtning krydser mit spor)

At finde sig selv - Holistisk sundhedslære

Af Jørgen Døør og Dorte Bay Madsen
Hovedland 2006
128 sider, kr.199,-

Hvad hvis forkølelse skyldes mangel på kontakt og omsorg - og ikke en virus? Hvad nu hvis kræft er forårsaget af min levevis og mentale forestillinger, så jeg selv er herre over, om jeg får sygdommen? Og hvad hvis en syg person ganske enkelt er et menneske, der med sin sygdom signalerer til sin omverden: Der er noget galt i min tilværelse?

For ti år siden ville jeg have slået mig på lårene af grin over, at influenza ikke ’bare’ er noget, jeg bliver ramt af. At dårligdomme er noget, jeg skulle påføre mig selv med vilje – som svar på et eksistentielt problem, jeg gerne vil smyge mig udenom. At der altså ligefrem skulle være en gevinst ved at lægge sig syg. Det grin er for længst tørret af som resultat af egne erfaringer om den ubrydelige sammenhæng mellem krop og psyke. Hermed ikke være sagt at jeg køber hele sundheds-pakken i Jørgen Døør og Dorte Bay Madsens At finde sig selv. Ikke desto mindre skal den lille bog have gode ord med på vejen, fordi den sætter fingeren på en række ømme punkter i det offentlige sundhedsvæsen og den ortodokse lægevidenskab.

Forfatternes menneskesyn er uhyre optimistisk: Vi er pr. natur sociale og empatiske. Endvidere bygger deres holistiske sundhedslære på filosofien om, et det er vores sind, der dominerer vores helbredssituation, og at en hvilken som helst sygdom symbolsk udtrykker nogle bestemte mentale konflikter. Disse psykiske konflikter hører igen sammen med bestemte organer i vores krop. Det positive er, at vi når som helst i vores liv har mulighed for at ændre de dele af vores bevidsthed, som vi har adgang til, og dermed modificere uheldige handlemønstre. Med andre ord: Vi er et langt stykke ad vejen selv ansvarlige for vores sundhed.

At være sund og rask betyder, at man er i stand til at forsørge sig og sine, bruge sine evner og mestre eventuelle smerter og ubehag. Samt at man er i harmoni med sig selv og kan udvise indføling og venlighed over for andre. Den cocktail er ikke lige nem at leve op til i en kultur, der synes karakteriseret af fire hjørnestene: 1. Udnyt og undertryk alt og alle, 2. Kontroller alt og alle, 3. Konkurrer med hvem som helst om hvad som helst i enhver situation, 4. Brug penge, profit og prestige som de eneste kriterier på din og andres værdi og værdier.

Disse fire bud, hævdes det, udtrykker det senmoderne samfunds logik og styrer også mere eller mindre det traditionelle læge/patient-forhold. Men vi skal en anden vej, argumenterer forfatterne. (Og det gør de faktisk ret godt). Med en omskrivning af Immanuel Kants kategoriske imperativ, skal vi i stedet handle på en måde, så virkningerne af vores handlinger er forenelige med fortsættelsen af ægte menneskeliv her på jorden. Ikke mindst fordi den adfærd vil forebygge lidelser nu og her.

Kogt ind til benet er der to forskellige måder at forholde sig til sundhed og sygdom på: Den ortodokse medicin og den alternative holistiske. Begge har deres styrker og svagheder, men det gælder om, at de åbner sig over for hinanden for tilsammen at give et bedre sundhedssystem.

Dialog er altså vejen frem – og i dette tilfælde kan jeg kun erklære mig enig…

Helvedes malstrøm – En bog om depressionens anatomi

Af Andrew Solomon
Gyldendal 2006
744 sider, kr.375,-

Åh nej, var min første tanke, da pakkeposten plantede Helvedes malstrøm på min dørmåtte. En mursten på 744 sider om depression – det er da lige til at blive nedtrykt af. Men lad det være sagt med det samme: Denne bog er intet mindre end fremragende, og enhver med blot en flig af interesse for den menneskelige psyke og eksistentielle spørgsmål bør læse den. Eller i hvert fald udsnit af den. Om den tilhører kategorien ’det ultimative værk’, må andre afgøre, men jeg er blevet betragteligt klogere på depressioner. Hvor bredt, højt og lavt de rammer, hvor lidelsesfyldte og forkrøblende de er, og hvor uhensigtsmæssigt de ofte bliver behandlet - eller rettere sagt ikke-behandlet. På den baggrund har jeg for sidste gang i mit liv kålhøgent proklameret, at det-vel-også- handler-om-at-tage-sig-lidt-sammen. Selv om jeg noterer mig, at ”næsten al depression kan lindres med disciplin” – og motion.

Det har taget den amerikanske forfatter og journalist Andrew Solomon (f. 1963) fem år at skrive mastodonten, der rummer tolv kapitler: Depression, Sammenbrud, Behandling, Alternativer, Befolkningsvariationer, Misbrug og afhængighed, Selvmord, Historie, Fattigdom, Ideologi, Evolution og Håb. Overskrifterne antyder både bredden og dybden i hans projekt. Det samme gør litteraturlisten og noteapparatet på 42 og 62 sider (!).

Det er oplagt at udgive bøger om depression, fordi stadig flere rammes. Og det i en grad så at depression rangerer højt på WHO’s liste over sygdomme, der truer folkesundheden. Det skal imidlertid ikke forlede nogen til at tro, at der er tale om et moderne fænomen. Der har eksisteret depression til alle tider, men de lærde har været – og er fortsat - uenige om årsagerne. Meget tyder dog på, at depression er en følge af en genetisk disposition eller sårbarhed, der aktiveres af ydre stress, fx et dødsfald eller en skilsmisse. Det står også klart, at psykiske lidelser skjules for omverden, fordi de fortsat opleves skamfulde og stigmatiserende.

Bogens store styrke er forankret i tre forudsætninger: For det første har forfatteren selv været igennem ’helvedes malstrøm’ (originaltitel: The Noonday Demon (2001)). For det andet formidler han en kæmpe viden. Sagkundskaben er dels baseret på læsning af historisk, videnskabelig og filosofisk forskning i fænomenet depression, dels på en lang række samtaler og korrespondancer med mennesker, der lider af forskellige typer af depression. For det tredje – og i mine øjne absolut vigtigste – er Solomon også romanforfatter. Individuelle livshistorier kan altid være interessante, men for de flestes vedkommende mestrer fortælleren ikke rigtigt de sproglige greb, der giver den private historie fascinations-kraft og almengyldighed. Dér hvor Solomon for alvor brænder igennem er ikke i de passager, hvor han beskriver fire typer af antidepressiv medicin, nedsat serotonin-niveau og receptor-teorien. Det er heller ikke i de detaljerede redegørelser for forskellige psykodynamiske, medicinske og alternative handlingsmetoder og for statistiske undersøgelser. Nej, dér hvor jeg blev suget ind, var i de afsnit, hvor sproget oplades med den professionelle forfatters litterære virkemidler og præcist får indfanget en stemning, en følelse, en oplevelse. Lad mig give to eksempler, der løsrevet fra konteksten ikke yder fuld retfærdighed, men i hvert fald en idé om hans skrivemåde:

”Sorg er depression, der står i forhold til omstændighederne. Depression er sorg, der ikke står i forhold til omstændighederne. Depression er en fortvivlelse, der som en vindheks er filtret ind i sig selv – den trives i tynd luft og gror på trods af, at den har mistet forbindelsen til den nærende jord. Den kan kun beskrives i metaforer og allegorier. Mens den hellige Antonius opholdt sig i ørkenen, blev han spurgt, hvordan han kunne skelne mellem engle, der kom til ham i ydmyghed, og djævle, der mødte ham i overdådige forklædninger, og han svarede, at man kunne kende forskel ved at mærke sig, hvordan man havde det, når de var taget af sted igen. Når en engel har forladt os, føler vi os styrket af den tilstedeværelse; når en djævel har forladt os, føler vi rædsel. Sorg er en ydmyg engel, der efterlader én med stærke, klare tanker og en fornemmelse af ens egen dybde. Depression er en dæmon, der lader én stå forfærdet tilbage.” (s. 18)

”Det ville have været mig en glæde at dø selv den mest smertefulde død, og dog var jeg i min dødlignende tilstand ganske ude af stand til så meget som at tænke på selvmord. Hvert sekund, jeg levede, var en pine. Denne ting havde drænet mig for al væske, og derfor kunne jeg ikke engang græde. Min mund var som sandpapir. Jeg havde troet, at når man har det allerværst, så flyder tårerne, men det allerværste er den totale fornedrelses udtørrede smerte, der kommer efter at alle tårerne er brugt op, den smerte, der tilstopper alle de kanaler, du engang kontaktede verden igennem og den dig. Dette er den svære depressions sande ansigt. ” (s. 22-23).

Solomon har leveret en kraftpræstation. Hans egen helvedes-tur er blevet bearbejdet og omsat til en kombination af selvbiografi, forskningsprojekt, livsvisdom og fortællekunst. Med bud til ’hin enkelte’ og skrevet i et sprog, så enhver kan være med.

At blive belært og dybt berørt på samme tid er ikke dagligkost… og derfor så meget mere værdsat.

Kæmp for kærligheden – Bogen om at leve sammen

Af HOWARD MARKMAN, SCOTT STANLEY, SUSAN L. BLUMBERG. Dansk bearbejdning og indledning ved Annette Due Madsen. På dansk ved Johannes Baun
Høst & Søn 2006
258 sider, kr.279,-

Kæmp for kærligheden er en bog lige efter mit hoved. Enhver ved sin fornufts fulde brug ville have svært ved at sætte så meget som en prik på det sympatiske ærinde, bogen er ude i: At forebygge skilsmisser og give redskaber til at få et bedre og stærkere parforhold.

Kæmp for kærligheden er en lidt ældre sag. Den er oversat efter den norske bearbejdning af Fighting for Your Marriage (1994), hvis tre forfattere i mange år har forsket i og arbejdet med samlivsproblemer. Deres budskab går kort og kontant ud på, at ægteskabet er værd at kæmpe for, fordi par, der lever i gode forhold, har det bedre end alene-boende. Plus at det er en stor fordel for børn at vokse op i intakte familier. Med denne indfaldsvinkel bliver det vigtigt at undersøge, hvad der henholdsvis fremmer og hæmmer det gode samliv.

Genren er en håndbog af typen hjælp-til-selvhjælp – og en typisk amerikansk af slagsen skåret over læsten: Først bliver problemerne beskrevet, så kommer en case-story (her i form af par-dialoger), der illustrerer konflikten, og endelig følger en ”løsningsmodel” i form af konkrete handlingsanvisninger.

Kæmp for kærligheden falder i fem dele med afsæt i det forskningsbaserede samlivsprogram PREP. Forkortelsen står for Prevention and Relationship Enhancement Program, der kan oversættes til ”Et forebyggende program til at styrke parforhold”.

Førstedelen bærer overskriften Om at forstå faresignalerne. Kapitlet gør rede for fire negative mønstre, som kan være ødelæggende: 1. Optrapning af en konflikt, 2. Nedvurdering af partneren, 3. Negativ fortolkning og 4. Tilbagetrækning fra konflikten (eller undvigemanøvrer - som især mænd benytter sig af).

Del to Om at tackle konflikter som et team indfører læseren i tale-lytteteknikken, der opstiller et sæt af samtale- og spilleregler for parret. Fællesreglerne dikterer, at den som taler, har ”mikrofonen” (brug bare tv-fjernbetjeningen), at parterne skal skiftes til at have ”mikrofonen”, og at problemerne i første omgang ikke skal løses, men alene italesættes. Reglerne for den-der-taler lyder: 1. Tal for dig selv om dine egne tanker og følelser, 2. Hold dig til korte udsagn, 3. Stop op med jævne mellemrum, så lytteren kan få lejlighed til med sine egne ord at gentage, hvad partneren har sagt. Så er vi ovre i reglerne for lytteren, der - ud over at gentage - skal fokusere på talerens budskab uden at komme med modindlæg. Når tale-lytteteknikken er i spil, er det altid taleren, der bestemmer, om lytteren efterfølgende har givet en korrekt gengivelse af det sagte.

Bogens tredje del giver forslag til, hvordan parret kan have mere glæde af hinanden, og i fjerdedelen ses nærmere på deres indbyrdes forventninger og på, hvordan begreber som tilgivelse, engagement og forpligtelse kan omsættes i praksis - forudsætningen for at fuldføre parløbet.

Tillid og tryghed er et ’must’ i et godt ægteskab, og derfor gælder det også om at undgå de såkaldte tillidsdræbere. De kan placeres på en top ti-liste - jo højere tal jo større virkning:

10. Tænk kun på dig selv.
9. Provoker hinanden eller kast med ting, når I er vrede
8. Accepter ikke forskelle
7. Overse tegn på, at I er ved at vokse fra hinanden
6. Undgå væsentlige temaer
5. Nedvurder hinanden og vælg optrapningen
4. Tal ikke sammen som venner
3. Fremhæv ”mig” frem for ”dig”
2. Hold op med at lave sjove ting sammen
1. Kom regelmæssigt med trusler mod perspektiverne for jeres forhold

Femte og sidste del fastslår, at forskningen viser, at samlivsbrud lader sig forudsige i forbavsende høj grad. Samt at folk kan lære at kommunikere på en måde, som øger chancerne for, at deres ægteskab holder.

Som sagt en bog efter mit hoved, men kun til dels efter min mave. De to køns forskelligheder og forskellige dagsordener for og i parforholdet er ganske enkelt for underbelyste. Når det fx hedder: ”Det er almindeligt, at partnere fra tid til anden har forskellig lyst til sex.”(s. 173), står jeg helt af, når det i 98½ tilfælde ud af 100 er mandens lyst, der er større end kvindens.

Omvendt: Kan denne bogs gode råd afværge bare én skilsmisse, så har den vist sin berettigelse – og skal bydes velkommen på markedet.

Personlighedsforstyrrelser – Moderne relationel forståelse og behandling af borderline-lidelser

Af Carsten Réne Jørgensen
Akademisk Forlag 2006
512 sider, kr. 449,-

Hvad er personlighedsforstyrrelser? Hvordan opstår de, og hvordan behandles de i psykoterapien? De spørgsmål og svarene på dem er fokuspunkter for en akademisk moppedreng på 512 tætbeskrevne sider. En bog jeg næppe ville have læst, hvis jeg ikke var sat på en bunden opgave; men som bekræfter mig i, at pålagte hverv udført under skiltet ej-blot-til-lyst kan være styrkende for både karakteren og kundskaberne.

Forfatterens ærinde er at fremlægge en model for moderne relationel forståelse og behandling af såkaldte borderline-personlighedsforstyrrelser. Modellen kaldes relationel, fordi patientens relationer til andre mennesker i fortid og nutid, herunder relationen til terapeuten, er omdrejningspunkt for først at forstå, siden behandle lidelsen.

Normalt fungerende mennesker er gennemgående rimeligt stabile, forudsigelige og i stand til at afpasse deres adfærd i forhold til andre. Deres oplevelse af omverdenen er nogenlunde konsistent, og det samme er deres tænkning og følelsesmæssige tilstand. Generelt har de fornemmelsen af at rumme en slags indre kerne, af at være den samme person på tværs af tid og sted.

Den personlighedsforstyrrede mangler den indre forankring, der er karakteristisk for den normalt udviklede personlighed. Hun er hypersensitiv og vil typisk føle sig afsondret fra verden. Samtidig med at hun ønsker at være i kontakt, fornemmer hun, at livet er noget, der bare passerer forbi hende. Den indre følelse af ensomhed, tomhed og udstødelse er massiv, og behovet for kærlighed og opmærksomhed påtrængende. Ofte overvældes hun af sine indskydelser, og adfærden er således præget af stærke følelsesmæssige svingninger, der kan forekomme uforudsigelige for både hende selv og omgivelserne.

Selv om patienterne på overfladen kan fremstå rimeligt velfungerende, reagerer de voldsomt og aggressivt under pres. De bliver selv overraskede over egne og andres reaktioner, som bekræfter dem i, at verden er et uforståeligt og farligt sted at være. Utryghed, permanent alarmberedskab og lavt selvværd er nøgleord.

Årsagerne til personlighedsforstyrrelser er mange, komplekse og resultatet af et langt udviklingsforløb. Faktorer er: Medfødte personlighedstræk, negative erfaringer i de tidlige relationer, langvarig belastning og mangel på støtte og positive erfaringer. Lidelsen rammer især yngre mennesker, to ud af tre er kvinder, og i de fleste tilfælde lægges kimen i den tidlige barndom.

Den digre fagbog fremstiller særdeles kompetent den udvikling, der har fundet sted i opfattelsen af personlighedsforstyrrelser. Forfatteren redegør dels for en række psykoanalytiske forskningsbidrag, dels for resultaterne af empiriske undersøgelser. Desuden fremlægges eksempler på forskellige behandlingsstrategier. Borderline-patienten kan være en stor mundfuld for terapeuten, der skal være godt klædt på for at kunne give den nødvendige og specialiserede hjælp.

Jeg kan anbefale bogen også til ikke-fagfolk. Altså som opslagsværk, for det er ikke natbordslæsning. Et godt sted at fange an er kapitlet om identitetsdannelse i den senmoderne vestlige kultur. Det var i hvert fald på det tidspunkt, at den lærde lektor i klinisk psykologi fik krogen i mig. Også selv om hans beskrivelse af de psykologiske konsekvenser af samfundskulturen – omsiggribende personlighedsforstyrrelser – er alt andet end opmuntrende.

Sirenesang – En fortælling om at overleve vanvid

Af ODILE POULSEN
Aschehoug 2006
279 sider, kr. 269,-

Hun er afbildet i halvtotal på forsiden. Iført sort, højhalset bluse og rød halvt opknappet læderjakke ser en lyshåret, køn, yngre kvinde - med ansigtet vendt lidt til siden – ud på sin iagttager. Jeg bilder mig ind, at jeg kan læse smerten i det skæve, bløde blik, allerede før jeg har læst bogen. Kvinden er Odile Poulsen (f.1967) - kendt fra den offentlige debat om prostitution, hvor hun er varm fortaler for kriminalisering af kunderne. Den position kan jeg godt forstå, efter jeg har læst Sirenesang – En fortælling om at overleve vanvid. Også selv om jeg ikke er enig i hendes synspunkt.

I 2000 udgav hun under pseudonymet Nikki den selvbiografiske Hustler – Min tid som luksusprostitueret. Nu følger hun op med en ny bog, der også må karakteriseres som en selvbiografi, selv om Odile her er blevet døbt om til Ane.

Historien begynder i januar 1996, hvor den knapt 30-årige jeg-fortæller netop er blevet indlagt på Københavns Kommunes psykiatriske afdeling. Den lukkede. Hun har en stribe af selvmordsforsøg bag sig, hvoraf det seneste i rækken har udvirket indlæggelsen.

De første kapitler af de i alt fyrre fokuserer på, hvordan Ane reagerer på afdelingsrutinerne, på det i hendes øjne ufølsomme personale og på de andre patienter. Hun er fortvivlet, angst, fuld af kaos og en skærende, ubærlig smerte. Hvorfor hun lider så forfærdelig, står ikke klart, men skridt for skridt åbner hun op for sin fortid og de hændelser, der har ført til, at hun får stillet diagnosen grænsepsykotisk. Tilbageblikkene er til at begynde med kun korte glimt, siden hele kapitler. De opruller hendes barndom i en provinsby, det problemfyldte forhold til moren og først den ene stedfar, siden den anden. Moderen sætter hende på kostskole, hvor hun tager studentereksamen. Derpå følger ophold på en kunsthøjskole og en uddannelse som til pædagog. Vi præsenteres for de mange mænd i hendes liv, bl.a. gymnasiekæresten Ulrik, der udnytter hende groft, den jaloux og voldelige Thomas, som hun både bliver gift med og skilt fra, musikerne Jonas og Mikkel, hendes store kærlighed, samt veninder og studiekammerater.

Indimellem optræder tekststykker i kursiv. De viser sig at rumme nogle af de vigtigste brikker til at forstå, hvorfor Ane er blevet sindssyg: Hun er incest-offer og er blevet svigtet ikke bare af den stedfar, der er krænkeren, men af en mor, der ikke har grebet ind. Erkendelsen af den frygtelige hemmelighed kommer først for en dag til allersidst i bogen – dog bliver der lagt spor ud undervejs. Som fx Anes reaktion, da hun bliver voldtaget af sin mands barndomskammerat Frans: ”Smerten er genkendelig og ekstrem. Som om mit mellemkød flækker. Jeg forsvinder væk i fortvivlelse – forsvinder væk, præcis som jeg har lært mig selv for længe siden.” (s. 116)

Psykologen Nana på hospitalet bliver den første, der formår at bryde en lille sprække i fortællerens kyniske overflade. Hun lægger grundlaget for, at den mandlige terapeut, Ane i desperation opsøger efter et par år som prostitueret, får slået hul på panseret ved at gå direkte til kernen: Stedfaderen Tim – og at et barn aldrig kan være ansvarligt for en voksens seksuelle overgreb.

Ingen læser kan være upåvirket af det smertehelvede og selvhad Ane (Odile) befinder sig i, af hendes kamp for at uddrive dæmonen og for at genvinde en form for normalitet. Og ingen kan være i tvivl om, hvor forkrøblende incest er for ofret. Ordene rådden og råddenskab går som en rød tråd igennem bogen: ”(….) gjorde alt for at komme væk fra den stank af råddenskab, der hele tiden lå omkring min fortid. Min forbandede fortid.” (s.144)

Sirenesang er en vigtig bog, som fortjener mange læsere. Men mest på indholdssiden. Hvad angår det fortælletekniske er jeg mere forbeholden. Selvom der ligger en klar pointe i, at incest-hemmeligheden afsløres gradvist, så læseren må følge Ane skridt for skridt på rejsen ned i dybet, så kunne fortællingen med fordel have været strammet op. Sprogligt svinger bogen fra enkelte glimrende afsnit til rene klichéer. Dette sagt - til trods for at det kan være svært at anlægge litterære kvalitetskriterier på en tekst, der rummer så meget smerte.

Om børn og unge med ADHD

Af Dorte Damm & Per Hove Thomsen
Gyldendal 2006
224 sider, kr. 249,-

Kært – eller måske i dette tilfælde snarere u-kært - barn har mange navne. MBD, DAMP
ADHD er nogle af de forkortelser, der anvendes på hyperaktive og koncentrationsforstyrrede børn og unge. Bogstaverne står for henholdsvis ’Minimal Brain Dysfuncktion, ’Disorder in Attention, Motorcontrol and Perception’ og ’Attention Deficit Hyperactivity Disorder’. Det lyder teknisk, og det er det også i bogens teoretiske del om diagnoser og definitioner. Ikke desto mindre kan ikke-fagfolk godt binde an med Om børn og unge med ADHD.

For hvem kommer ikke i kontakt med børn, der er ude af stand til at sidde stille på en stol? Eller børn, der bliver rasende, hvis tilværelsen ikke lige arter sig? Eller børn, der fører sig hensynsløst og voldsomt frem i det offentlige rum, på restauranter, i tog og busser, i biografen og på caféer, som om de var de eneste mennesker i verden? Men måske handler den utidige opførsel ikke bare om efterladende forældre og manglende opdragelse. Måske er der i stedet tale om hyperaktive og impulsive børn med diagnosen ADHD.

De kriterier, der skal være til stede for at fælde dommen ADHD falder inden for tre kernesymptomer: Vanskeligheder med opmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Impulsivitets-kriteriet kommer til udtryk i, at barnet ofte svarer på spørgsmål, inden de er færdig-formulerede, ikke kan vente på sin tur og bryder ind i både samtaler og igangværende lege. Hyperaktiviteten viser sig i konstant kropslig uro, og i at munden går. Uopmærksomheden udmønter sig i sjusk med skolearbejdet og andre aktiviteter, manglende koncentration og evne til at organisere samt helt almindelig glemsomhed. Barnet mister ofte sine ting og glemmer at tage de ting med, som det skal bruges i fx skolen. Og så undgår det opgaver, som kræver længere tids koncentration, herunder lektier.

Selv om de to forfattere er henholdsvis psykolog og psykiater ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov med en righoldig forskning og praksis bag sig i ADHD, så fristes jeg til en fræk forespørgsel: Forholder det sig ikke sådan, at et flertal af drenge og en pæn andel piger anno 2006 ville kunne smykke sig med adskillige af de anførte karakteristika i diagnosen? Og er den indlysende forklaring på det stigende antal forstyrrede børn ikke den enkle, at de har et forstyrret liv med lige så forstyrrede forældre? Plus at vores normalitetsbegreb er blevet indsnævret?

Uanset svaret får bogens mange konkrete caseeksempler fra skole, hjem og børnehave tydeliggjort, hvori problemerne består. Og vigtigere: Bogens andendel giver konkrete handlingsanvisninger på og modeller for, hvordan ADHD-børn og -unge kan tackles. Først og fremmest med hensigtsmæssig adfærd fra omgivelsernes side, men også i form af medikamenter og psykoterapi. Optimalt skal hele barnets omgivende miljø inddrages i behandlingen.

At børn med diagnosen ADHD deler træk med ’normale’ moderne børn betyder, at en række af bogens opdragelsesstrategier har bud til alle forældre. Rådene lyder på faste rutiner, hjælp til overblik og indlæring af sociale færdigheder. Jamen, selvfølgelig - det kunne da også kun være et spørgsmål om tid, før ro-renlighed-og-regelmæssighed i børneopdragelsen kom til ære og værdighed igen.

Mit 1900-tal

Af Erik Jørgen Hansen
Hans Reitzels Forlag 2006
216 sider, kr. 225,-
Omslag: Ida Balslev-Olesen

”Nået frem til omkring 1990 kunne jeg observere, at mine undersøgelser havde nedbrudt en række myter om vort samfund.”

Selvfølelsen fejler ikke noget hos cand.polit. Erik Jørgen Hansen. Samfundsforskeren som i 35 år var tilknyttet Socialforskningsinstituttet med speciale i den sociale arv og forklaringer på social ulighed. Men at han har noget at have sin selvtillid i står ganske klart efter læsning af hans erindringsbog Mit 1900-tal, der kortlægger hans (arbejds)liv fra fødselsåret 1935 og frem til 2005.

Titlen sammenfatter tre spor eller fortællinger i forfatterens tilværelse: 1. Beretningen om forudsætningerne for og faserne i hans forskning i leveforhold, sociale klasser og social mobilitet. 2. Beretningen om samfundsudviklingen i dét 1900-tal, der har sat rammebetingelserne for hans livsforløb. 3. Det personlige liv, der tog sin begyndelse i en håndværkerfamilie i en lille vestjysk stationsby.

Væsentlige momenter på livsbanen er oplevelsen af 2. verdenskrig, gymnasietiden på Ribe Katedralskole, polit.-studiet på Københavns Universitet i 50’rne, aktiviteten i den socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum, studenterjobbet i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og sidst men ikke mindst det mangeårige virke på Socialforskningsinstituttet.

Erik Jørgen Hansen er især kendt for sine store levekårsundersøgelser og sin forskning i den skæve sociale rekruttering til uddannelserne. En interesse, der allerede blev vakt på studiet, hvor han skrev afhandling om ’De administrerende direktørers sociale oprindelse’. Den røde tråd i hans forskerkarriere har været et stærkt ønske om at dokumentere og bekæmpe sociale uligheder i en tid, hvor begreber som klasse og klassekamp er blevet deponeret på Nationalmuseet. Indignationen over sociale forskelle og en umættelig nysgerrighed har været hoveddrivkræfter i hans engagement, og det må siges, at han har været i stand til at leve op til sine egne succes-kriterier: At forskningsresultater skal citeres og henvises til i sociologiske værker, at den faglige kvalitet er uangribelig, og at resultaterne indgår i samfundsdebatten og opinionsdannelsen. Ingen er i dag i tvivl om sammenhængen mellem social oprindelse, uddannelsesniveau og senere placering på arbejdsmarkedet – og den indsigt er et langt stykke ad vejen Erik Jørgen Hansens fortjeneste.

Selviscenesættelse og selvpromovering er umulige at undgå i et værk, hvor forfatteren er hovedrolleindehaver, men det skal være den myreflittige, retfærdighedssøgende og sympatiske fortæller tilgivet. Nogen engel er han naturligvis ikke. Ingen fornærmelse er tilsyneladende gået i glemmebogen, og hans modstandere på først og fremmest Socialforskningsinstituttet får læst og påskrevet. En på frakken får også den skattefinansierede socialforskning, der alene forsker i, hvad offentlige myndigheder vil have undersøgt. Men udfaldene glider i det store og hele ubesværet ned – krydret som de er med både tør humor og ironisk selverkendelse.

Bogen er velskrevet, giver et fint tidsbillede og er personlig uden at blive klamt privat. Erik Jørgen Hansen er en personlighed, og at han ikke er kommet sovende til sine resultater illustreres på smukkeste vis af en barndomserindring fra kommuneskolen: ”(…) jeg mener at kunne datere opkomsten af mine kundskabsmæssige ambitioner til en stavefejl i en staveprøve. En stavefejl, der gjorde mig så flov, at jeg svor, at aldrig mere skulle nogen gribe mig i en stavefejl.”

Med den kompromisløse indstilling til kundskaber og dygtiggørelse kan jeg kun udbryde: Flere af hans slags, tak….

Kunsten at gøre karriere – om kvinder, valg og dilemmaer

Af Jeanette Løgstrup og Jette Meier Carlsen
Jyllands-Postens Forlag 2006.
216 sider, kr. 249,-

Du skal kende reglerne for at vinde spillet. Og du skal kende indsatsen for at finde ud af om du overhovedet vil være med. Sådan lyder hovedbudskabet i debat- og håndbogen Kunsten at gøre karriere – om kvinder, valg og dilemmaer.

Bogen føjer sig til det efterhånden betragtelige antal publikationer om forholdet mellem familie og arbejdsliv. Eller rettere sagt: Om problemerne med at få enderne til at mødes, når jobbet trækker i den ene retning, familien i den anden. Endnu mere hvis man tilhører hunkønnet og oven i hatten den ambitiøse slags, som ikke har til sinds at lade sig nøje med en plads nede i hierarkiet.

Fordi emnet (karriere)job contra familie er så varmt i den aktuelle samfundsdebat, er der få aha-oplevelser i bogen. Det betyder nu ikke, at jeg vender tommelfingeren nedad. Bogens styrke er, at den i et veloplagt sprog sammenfletter forskning, fakta og tørre tal med interessante, personlige historier. Rækken af interviews med kvinder og mænd på toppen får både klart og facetteret formidlet, at superwoman ikke eksisterer, og at tilvalg af en chefpost betyder nedprioritering af hjemmefronten. (Altså dér hvor (sviger)mor ikke flytter ind og tager over). Lederjob udføres ikke på deltid.

Bogen er bygget op i fire dele: 1. Forudsætninger – eller hvad vi som kvinder har med i bagagen, 2. Karrieretræk – om karrierevalg, synlighed, magtkampe, titler, netværk, jobsøgning mv.

3. Dilemmaer – om børn, kærlighed, parforhold, og stress, 4. Virksomhederne – og barrierer og hvad virksomhederne kan gøre for at få flere kvinder til at indtager lederposterne. På denne baggrund lægger de to forfattere op til, at ’du’ skal inspireres til dit helt personlige valg. For døgnet har som bekendt kun 24 timer, så det er bare om at komme i gang med at finde ud af hvad ’du’ vil lykkes med, og hvad ’du’ vil prioritere. Hvad der er ’need to’ og hvad der er ’nice to’.

Kunsten at gøre karriere henvender sig først og fremmest til de kvinder, som står foran eller er på vej op ad karrierestigen. Der sker i form af en stribe gode råd og konkrete forslag til, hvordan kvind kan ruste sig til at træffe de store livsvalg. Men der er ikke bare tale om en brugsbog for potentielle Nobelpris-vindere og kommende statsministre, for forfatterne vil også gerne indfange årsagerne til, at der er så få kvinder på toppen i dansk erhvervsliv. Er det fordi kvinderne ikke selv vil eller ikke orker det slidsomme dobbeltarbejde? Er der biologiske grunde – at kvinderne ikke vil give omsorgsopgaverne fra sig? Eller handler det om Rip-Rap-Rup-effekten, og om at the boys’ network vælger dem, de (gen)kender?

Mange spørgsmål – og mange bud på svar. De sidste leveres af bl.a. Lene Espersen, Lars Rebien Sørensen, Karin Verland, Mogens Munk Rasmussen, Lise Kingo, Asger og Malou Aamund, Mads Øvlisen og Monica Ritterband. Svarene peger dog i samme retning: Hvis virksomhederne ønsker at få fat i de kvindelige chefressourcer, så skal kvinders karrierevalg lettes. Og til den øvelse er der hjælp at hente for beslutningstagerne i et omfattende idékatalog.

Undervejs har jeg ofte nikket i takt til både synspunkter, analyser og forklaringer. Men der er også adskillige steder, hvor jeg er skeptisk over for de fremsatte vurderinger: Lene Espersen er fx citeret for, at det mest fortvivlende er, at der er mange kvinder, som ikke når til tops. Måske er det mindst lige så fortvivlende, at der er stadig færre kvinder, som er indstillet på at kitte familier – og dermed samfundet – sammen? Jeg køber heller ikke yndlingsmyten par excellence om, at ’mor sidder på magten i familien’. Vendingen er et fremragende eksempel på nysprog. I den korrekte formulering kører mor - ikke med klatten, men med kulørtvasken, køleskabet og kagen-til-klassens-time. Far foretrækker kontorstolen og pc’en frem for hjemmets drøje direktørstol. Endelig kunne jeg godt have undværet forslaget om, at toppost-kvinderne også i kærlighed skal lære af mændene og gå efter yngre mænd, som har et mere afslappet forhold til magtfulde kvinder end deres ældre kønsfæller. Eftersom mænd, der går efter ældre kvinder, er så sjælden en art, at han må være selvskreven til optagelse i Guinness World Records, er den vej næppe anbefalelsesværdig….

Med slør - og uden. Kvinder i Syrien.

Af Lone Kühlmann.
Fotos ved Tine Harden Gyldendal 2005
296 sider, kr. 299,-

”Mens mændene drøfter politik – det gør de gerne og med den skråsikkerhed, som er karakteristisk for folk, som er ubelastede af kendsgerninger – laver kvinderne mad.” (s. 178)

Journalisten og forfatteren Lone Kühlmanns karakteristiske sans for punchlines fornægter sig ikke i hendes seneste bog Med slør – og uden. Den handler om kvinder i Syrien og er udsprunget af forfatterens ønske om at vide mere om den kultur, som mange flygtninge og indvandrere i Danmark kommer fra. Ikke mindst for at kunne forstå de adfærdsmønstre, som kan forekomme ubegribelige under danske himmelstrøg.

Begrundelsen for lige at vælge Syrien blandt tilvandrernes mange forskellige oprindelseslande er bl.a., at Syrien er en sekulær stat med religionsfrihed og med en grundlovssikret ligestilling mellem kønnene. Det store flertal er muslimer, men der er ingen statsreligion.

Ligestilling og religionsfrihed - det lyder lovende, men allerede introduktionskapitlet Familien og samfundet slår fast, at ét er lov, noget ganske andet hvordan den praktiseres. Syriens familielovgivning bygger således på sharia, det islamiske lov- og retssystem, der sikrer, at kvinders adgang til det offentlige rum står og falder med, om deres mænd, fædre eller et andet mandligt familiemedlem vender tommelen opad. Flerkoneri er tilladt, om end ikke velset, og skilsmisse er ingen nem sag for kvinder. Mødrene kan kun beholde pigerne, indtil de er 15, drengene til de er 13. Den skilte kvinde kan ikke blive i sit hjem, men må flytte tilbage til sine forældre, og hun har heller ikke forælderettigheden over børnene.

Tvangsægteskaber er forbudt, men det er svært at skelne mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber, når pigerne for de flestes vedkommende ikke er opdraget til at have en egen vilje. End ikke de mest moderne kvinder forventer, at deres mand hjælper til i hjemmet, og han drømmer heller ikke selv om at give en hånd. Tværtimod skal hustruen være taknemmelig for, at hun kan få lov til at arbejde. Det er også almindeligt, at kvinder får bank af deres mænd. Det sker i alle socialklasser, men bid lige mærke i, at både vestlige og arabiske kvindeforskere har den opfattelse, at selv om det hører til hverdagen, at syriske mænd vapper til kone og børn, så er der ikke så meget alvorlig hustruvold som i Danmark. De løse hænder er rutine snarere end raseri. At mænd godt kan styre sig, når det er nødvendigt, ses af, at landbokvinderne ikke får alvorlige tæsk – så kan de nemlig ikke udføre det hårde arbejde i marken. 70% af landbrugsarbejdet udføres af ulønnede kvinder, og den omfattende gratis arbejdskraft har betydet, at syrisk landbrug ikke er blevet moderniseret. I øvrigt er det en almindelig holdning blandt mænd, at kvinder rangerer nogenlunde på linje med geder og trækdyr - kun egnede til markarbejde og forplantning. På den baggrund er det ekstra tankevækkende, at syriske kvinder mener, at vestlige kvinder lever meget mere udsat, fordi de ikke har mandlige beskyttere.

Syrien er et multikulturelt og et multireligiøst samfund, men de forskellige religiøse og etniske grupper lever ikke sammen, men ved siden af hinanden. Der foregår en betydelig social kontrol, som forhindrer, at parallel-livet risikerer at udvikle sig til et sam-liv. En kristen kvinde kan teoretisk gifte sig med en muslimsk mand, men en muslimsk kvinde kan ikke under nogen omstændigheder gifte sig med en kristen. Hvis en ikke-muslimsk mand vil giftes med en muslimsk kvinde, må han konvertere, for ellers bliver hun udstødt af sin familie.

Kühlmann har rejst rundt i Syrien og fået kontakt til en lang række kvinder med vidt forskellig baggrund, alder, uddannelse, civilstatus, livssituation og fremtidsperspektiv. Igennem interviews og samtaler oprulles de mange kvindeskæbner, og undervejs indflettes kommentarer, vurderinger og faktuelle oplysninger om syrisk historie, politik, samfundsindretning og kultur. Fx om andre normer for børneopdragelse og normen at fremgang i livet kommer ved hjælp af indflydelsesrige familiemedlemmer og venner – ikke ved egen indsats.

Et helt kapitel bliver viet til den ene af de to kvindelige ministre blandt regeringens 28 medlemmer Bhouthaina Shabaan. Hun redegør bl.a. for, hvordan flere og flere kvinder dækker sig til som et symbol på antiimperialisme og antibesættelse. Sløret styrker deres identitet som arabere og muslimer og bæres nærmest som et adelsmærke.

Med slør – og uden er et forbilledligt eksempel på, hvordan sproglig veloplagthed, humor og ironi er effektive virkemidler, når der skal formidles viden. Også om tunge emner som fattigdom, vold og kvindeundertrykkelse. Fotografen Tine Hardens portrætter og fotos er et ekstra plus til en bog, der giver et kritisk, afbalanceret og usentimentalt billede af kvinders vilkår i den arabiske verden.

Topkarakter hermed tildelt…